Lægerne Jernbanevej
Praksis i klassisk villa i centrum af Holbæk – nær stationen
Almen praksis med 2 lægekapaciteter til salg med overtagelse senest 1.1.2027. Beliggenhed få minutters gang fra Holbæk Station.
Fine muligheder for 2-3 almenmedicinere for at overtage en veldrevet klinik med et velfungerende team af dygtigt og erfarent personale, der kender vores patienter godt. 1 konsultationssygeplejerske, der varetager kroniker kontroller, og 1 erfaren lægesekretær, der passer telefon og skranke, samt 1 praksispersonale (uddannet diætist), der varetager prøvetagning/EKG, vaccinationer, lettere sårpleje og telefonvisitation. Vi håber vores personale kan fortsætte sammen hos nye klinikejere.
Klinikken har i øjeblikket 3200 patienter. I medfør af den nye sundhedsreform er minimums patientantallet fastlagt til 2760 patienter i 2026, og øvre lukke-grænse er sat til 2760.
Klinikken er drevet som kompagniskab i et I/S, og vi ejer en klassisk rødstensvilla fra 1900, som sælges med klinikken. Bygningen har været lægehus i mange år, tidligere 3 lægekapaciteter, aktuelt 2 lægekapaciteter. Bygningen er oprindeligt bygget til en overlæge. I stueetagen er der 5 behandlerrum, heraf 3 store konsultationsrum med højt til loftet, et patient-toilet samt sekretariatet og et stort venteværelse, hvorfra patienter nyder det rige fugleliv i haven. På 1.sal er konferencerum/frokoststue. Kælderen har depot og vaskemaskine samt fyrrum (naturgas). Der er en lille garage med 1 parkeringsplads foran denne, samt en lejlighed på 1.sal, ca. 117 kvm, som er disponibel. Bygningen er løbende vedligeholdt. Der er nyere tag. De originale trævinduer blev restaureret og malet i 2024. Indgangspartiet og flere rum i klinikken blev malet i 2020.
Vi har i 10 år anvendt Clinea som lægesystem og har et velfungerende IP-telefonsystem via IPnordic, der interagerer fint med Clinea. IT-udstyr (pc’ere, skærme og multifunktionsprinter) blev udskiftet i maj 2025. Vi er tilknyttet DermLoop.
Den ene af os (Kathryn) er rede til at fortsætte som ansat læge efter gensidig aftale.
Vi ser meget frem til at høre fra interesserede. For yderligere information og dialog kontakt: jernbanevej15.4300@gmail.com. Kathryn Hedegaard mobil 20292373 / Nann Agerlin mobil 20292375